Labrander Loke født i vores hænder 04.05.2011, død i vores arme 01.03.2022

At beskrive Loke med 3 ord er nemt: Kærlig, venlig, smuk, blid, trofast, loyal, arbejdsom, lydig, velopdragen, klog, glad, dygtig, følsom, ærlig, stabil, rolig, tryghedsskabende og soul mate.

Hans betydning for os, vores lille kennel, vores andre hunde, hundevenner, vores børn og børnebørn er helt umuligt at beskrive. Loke fik venner overalt, og i årenes løb har mange hvalpekøbere, der kom efter en tævehvalp, mødt Loke, og derefter bedt om en hanhvalp. Vores egne børn, svigerbørn og børnebørn har valgt hanhunde, allerhelst ville de arve Loke, og som Christian sagde til Loke for nylig: Når far dør, så flytter du ud til os, og så fikser vi de ben.

Loke kom til skade som ung hund i en apportering, hvor benene skred ned af en skrænt, og han slog en flis af en knogle i haseleddet. Ken Lindeblad i Faxe opererede ham og han blev haltfri med genoptræning, men vi vidste godt, at en skade i så ung en alder, formentlig ville medføre slidgigt med alderen.

Loke i hvalpetest viste os, at han ikke var den type, der ’smed med de største sten’. Men på samarbejde scorede han højt. Arne var fast besluttet på, at han skulle blive hos os. Sammen med Arne, som Loke stolede blindt på, kunne han alt. Han gjorde alt, han ville alt. Og han vandt hjerter hos alle, der mødte ham.

For 5 år siden blev Loke alvorligt syg. Han fik hul i mavesækken (formentlig pga. gigtmedicin), så al mavesyren sivede ud og skadede hans organer. Pinsenat kørte chefdyrlægen på Varde Dyrehospital hjem fra familiefest på Fyn, for at give Loke den 3. operation. Det var sidste chance for Loke, og kl. 4 om natten fik vi beskeden om, at det nu måtte briste eller bære, man kunne ikke operere igen, så nu var det op til Loke selv. Vi kunne ikke besøge ham, for han skulle holdes i total ro, men 5 dage efter hørte Loke Arnes skridt på gangen, og Arne hørte Lokes dunkende logrende hale på dyrlægens kontor, hvor han lå på et tæppe. Hjem med dræn og små skefulde mad mange gange om dagen, og Loke kom sig af ren og skær vilje til at leve sit liv hos os og med de andre i flokken. Hans datter, Sveske (Emshope’s New Girl in Town), flyttede ind i august samme år, og af uforklarlige årsager blev hun Lokes hvalp, hans et og alt, og de sås altid siddende ryg mod ryg i tæt kontakt. Sveskes savn må være hårdt, men heldigvis har hun 10 små hvalpe at passe, og det holder nok hendes sorg lidt nede.

Hans søn, Kelvin, har vi heldigvis også i huset. Kelvin har været ’i mesterlære’ hos Loke i 1,5 år, og der er heldigvis meget Loke i hans adfærd. Ligesom Loke ved Kelvin, når der er brug for ham. Når han skal lægge sig på nogen, eller give ekstra krammere. I og med at 26 af Lokes hvalpe hedder Labrander, så har vi dem stadig lidt. Og vi håber inderligt, at hans gener, sunde gode gener, spreder sig videre.

Lige her og nu, med huset fyldt af hvalpe, gør vi alt det, vi plejer, alt det der kræves, og det eneste vi nogensinde har kunnet med hunde og hvalpe. Vi passer dem, vi nusser dem, vi støtter dem, vi træner med dem og vi byder alle besøgende velkommen og mener det.

Men vi savner, sørger og mangler ham så meget. Vi har tabt lysten til at lave flere hvalpe, og vi har mest af alt tanken om at give op, sige at nu er det nok, at det gør for ondt at miste. Men som med alt andet her i livet, er der kun en vej ud af et hul. Og det er op. Tak til alle, der hiver og trækker i os, og op igen skal vi bare.

Tak, Labrander Loke. Usigelig meget tak, fars hund – hele husets ven.

For nogle dage siden mistede vores allerførste hvalp, Basse (Labrander Alstærk) livet. Basse var en pragtfuld sort hanhund, som blev boende hos os de første par år af livet, og derefter flyttede han til Thyholm for at passe på vores søn, svigerdatter og deres 2 skønne drenge. Basse har altid boet på landet, og det der med biler, blev han aldrig rigtigt god til. Bl.a. havde han en lang periode den 'uvane', at når posten kom ind på gårdspladsen hos René og hans familie, så sprang Basse hen og satte sig, så han blokerede dæren i bilen for posten. Det var et ritual, han havde med den post, der kom mest på adressen. Posten rullede så vinduet ned og smed en godbid, og så gik Basse hen og fandt den, hvilket gav posten chancen for at komme ud af bilen og aflevere posten. Og give Basse et ordentligt ørenussekæl. De kunne så altid se, når det var en anden post, der havde været der, for så var posten bare smidt ud af vinduet på postbilen! Ak ja, Basse fik ikke trænet alle sine postbude lige godt! Den dag, det gik galt, var Basse smuttet fra gårdspladsen, noget han ellers aldrig gjorde. Han har formentlig været på vej hen til skolebussen, for at hente sine bedste venner, Marco og Messi, som han af og til fulgte til og fra bussen (dog altid sammen med en af forældrene, bortset fra lige denne dag.) Kort efter kom Basse hjem igen, tydeligt skrammet og forslået, og Betina kørte ham straks til dyrlæge i Struer. Her kunne det konstateres, at Basse var blevet ramt af en bil og havde fået kraniebrud. Betina og dyrlægen valgte det eneste rigtige i den situation, og Basse sov ind stille og fredeligt. Vores hjerter bløder både over tabet af Basse, men især for vores 2 børnebørn, som må savne ham helt ubeskriveligt meget. Vi er helt sikre på, at Basse nu leger med Mjølner og alle de andre skønne hunde, der alt for tidligt blev taget fra os. Vi har så heldigvis alle de gode minder og billeder af Basse med drengene, og det trøster os meget at vide, at Basse havde det bedste liv sammen med de mennesker, han holdt allermest af og med de to drenge, der betød alt for ham.