Hanner i avl

Loke (Labrander Loke)

Pensionerede hanhunde

 
 

Hunde vi mindes

Mjølner (Moselund's Røde Robin) 

25.08.09: En trist dag i Kennel Labrander! Vi måtte i går med blødende hjerter følge vores ven og førerhan, Mjølner, det sidste stykke, da vores dyrlæge kom og aflivede ham. Fra at være frisk og i superfin form i januar og februar, da han passede sine egne hvalpe (F-kuldet) sammen med Cleo og Nannas og Darios hvalpe, var det i går det eneste rigtige, da en fortykkelse på underkæben ved røntgenundersøgelse viste sig at være en eksplosivt voksende kæbekræft. Kræften havde på urimelig kort tid ædt hele hans kæbeben, så Mjølner både når han spiste og i kontakten med vores andre hunde havde stærke smerter. Hele vores hundeflok var mærket af Mjølners hastige svækkelse, og selvom vores egne behov for at give ham smertestillende medicin i store doser, så vi kunne nyde hans selskab lidt længere, var påtrængende, så vidste vi alle 3 i vores hjerter, at Mjølner skulle beholde sin sidste værdighed og få lov at sove ind i køkkenet på sin favoritplads i en solstråle sammen med os. 

Mjølner blev kun 7 år, men han nåede rigtig meget, og han er den vigtigste årsag til, at vi i dag opdrætter labradorer, da vi efter at have lært ham at kende var enige om, at sådan en følgesvend havde alle familier fortjent at have. Mjølners "børn", som tæller samtlige børn, der har overnattet i vores hus en eller mange gange de sidste 7 år, har i Mjølner haft en trofast, kærlig og loyal ven, der har trøstet og lyttet i timevis, når der var behov for det, og vi sender især kærlige tanker til Amalie, Daniel, Jonas og Astrid, som har været tættest på Mjølner i hele hans liv.

Vi kommer til at savne Mjølner meget, både som den, der skabte ro og orden i flokken, som den der påtog sig opdragelsen af alle hvalpe født her i huset, som jagtkammerat, som børnepasser og følgesvend overalt.

Træningsvenner vil huske Mjølner for hans kreative "frie søg", hvor han præsterede at finde og samle alle dummier bagved et træ, hvorefter han stille og roligt løb ud og hentede 1 af gangen, indtil både Arne og Paul Erik undrede sig så meget over, at han hele tiden løb det samme sted hen, at de måtte ud for at se efter og fandt "hans lager". En teknik, der formentlig ikke er set tidligere, og som vi nok heller ikke vil se særlig tit fremover.

Mjølner kunne også "drille", og f.eks. var han på et ferieophold hos Paul Erik Høy, hvor Paul Erik for at undgå, at Mjølner gik med op i seng, satte et låst børnegitter for trappen. Da sengen knagede under Paul Eriks ryg, lød der et brag, og så kom Mjølner spænende. Paul Erik prøvede så en gang mere at følge Mjølner ned og sætte gitter for. Med nøjagtigt samme resultat. Så fik han lov at blive i soveværelset. Næste aften gad Paul Erik ikke sætte gitteret for, men Mjølner sad smågøende for enden af trappen, indtil Paul Erik kom ned og satte gitteret for trappen. Det blev Mjølner vældig lykkelig over, og han sad pænt og ventede, indtil Paul Erik lagde sig og sengen knagede, og så kom han glad spurtende og sprang op i sengen. Dette ritual måtte de herefter følge hver aften, og faktisk kunne Mjølner stadig huske rutinen, da han året efter kom på ferie hos Paul Erik igen. 

En meget speciel og dejlig hund har vi mistet nu. Mjølner vil uden tvivl blive omtalt og husket rigtig mange gange, både af os her i huset og hans øvrige venner. Amalie er sikker på, at Mjølner nu igen kan drille Paul Erik i den specielle del af himlen, der er fælles for hunde og hundeelskere. Og det er da en trøst at tænke på, synes vi.

Basse (Labrander Alstærk)
21.06.2014

For nogle dage siden mistede vores allerførste hvalp, Basse (Labrander Alstærk) livet. Basse var en pragtfuld sort hanhund, som blev boende hos os de første par år af livet, og derefter flyttede han til Thyholm for at passe på vores søn, svigerdatter og deres 2 skønne drenge. Basse har altid boet på landet, og det der med biler, blev han aldrig rigtigt god til. Bl.a. havde han en lang periode den 'uvane', at når posten kom ind på gårdspladsen hos René og hans familie, så sprang Basse hen og satte sig, så han blokerede dæren i bilen for posten. Det var et ritual, han havde med den post, der kom mest på adressen. Posten rullede så vinduet ned og smed en godbid, og så gik Basse hen og fandt den, hvilket gav posten chancen for at komme ud af bilen og aflevere posten. Og give Basse et ordentligt ørenussekæl. De kunne så altid se, når det var en anden post, der havde været der, for så var posten bare smidt ud af vinduet på postbilen! Ak ja, Basse fik ikke trænet alle sine postbude lige godt! Den dag, det gik galt, var Basse smuttet fra gårdspladsen, noget han ellers aldrig gjorde. Han har formentlig været på vej hen til skolebussen, for at hente sine bedste venner, Marco og Messi, som han af og til fulgte til og fra bussen (dog altid sammen med en af forældrene, bortset fra lige denne dag.) Kort efter kom Basse hjem igen, tydeligt skrammet og forslået, og Betina kørte ham straks til dyrlæge i Struer. Her kunne det konstateres, at Basse var blevet ramt af en bil og havde fået kraniebrud. Betina og dyrlægen valgte det eneste rigtige i den situation, og Basse sov ind stille og fredeligt. Vores hjerter bløder både over tabet af Basse, men især for vores 2 børnebørn, som må savne ham helt ubeskriveligt meget. Vi er helt sikre på, at Basse nu leger med Mjølner og alle de andre skønne hunde, der alt for tidligt blev taget fra os. Vi har så heldigvis alle de gode minder og billeder af Basse med drengene, og det trøster os meget at vide, at Basse havde det bedste liv sammen med de mennesker, han holdt allermest af og med de to drenge, der betød alt for ham.