Hvalpetræf 2007

Lørdag den 30. juni 2007 afholdt vi det længe ventede hvalpetræf. Det var en dag, vi havde set frem til og glædet os meget til. Vejret viste sig desværre ikke fra sin allerbedste side, men alle var forberedte og havde klædt sig på efter det. Der var et rigtig flot fremmøde, og vi fik lejlighed til at se, hvordan hvalpene fra de forskellige kuld havde udviklet sig. Det betyder rigtig meget for os at se, hvor godt hvalpene er faldet til i deres nye hjem, og hvordan de trives. Som opdrætter tror vi, det altid er med en vis spænding, man følger med i, hvordan de avlskombinationer, man vælger, udvikler sig. Vi må nok sige, at vi indtil videre er meget tilfredse. Det er jo så altid et spørgsmål om det skyldes dygtighed eller held, sikkert mest det sidste.

Nanna med 7 af sine 14 hvalpe (med ejere). Vi startede dagen i regnvejr, så vi måtte søge i ly under bøgen.
Megan med 10 af sine 14 hvalpe (med ejere). Heldigvis klarede det op og vi kunne være ude det meste af dagen.
Det var lykkedes os at overtale Paul Erik Høy til at komme og øse af sine mange års erfaring. Han kom ind på mange spændende ting, der kunne være en hjælp i det daglige, og give forklaring på meget af den "mærkelige" opførsel, vi som hundeejere kommer ud for hos vore hunde. Paul Erik havde forberedt sig ud fra spørgsmål, der var sendt til ham i forvejen. Efter gennemgangen var der tid til at stille spørgsmål. På Paul Eriks egen hjemmeside er der flere gode trænings fif at hente. Der findes et link på vores side med links.

Efter frokost pausen demonstrerede Paul Erik, hvad mange års erfaring betyder, når hunde skal lære at apportere.

Randi, der har Bestla, havde lovet at vise os lidt om, hvordan hun har ringtrænet. Vi fik rigtig mange gode fif, og en fin forklaring på hvad det er dommerne ser på, når man er på udstilling. Der er al mulig grund til at tro på, hvad Randi fortalte, da hun og Bestla klarer sig fornemt på udstillinger. Foreløbigt er det blevet til hele 9 vinderplaceringer på udstillinger og skuer. På vores side med links. er der også en henvisning til Randi's hjemmeside, hvor man blandt andet kan følge med i, hvordan hun og Bestla klarer sig.

Der var en rigtig fin stemning hele dagen, hvor der blev talt rigtig meget om hunde og hundetræning
En dag med så mange hunde i haven kan køre en lille hvalp helt træt

Vi modtog dette billede fra Canis (Kenzo). Han var vist også blevet lidt træt, selvom han er en stor flot hund.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke alle for en dejlig dag. Vi håber I allerede nu vil sætte et X i kalenderen ved den sidste lørdag i juni næste år (28 juni 2008). En særlig tak til "Kloge-Aagerne" Randi og Paul Erik for deres hjælp.

Hvis der er andre der har taget billeder vil vi meget gerne have en kopi ved lejlighed.