Vi har i dag måttet følge vores blødeste, blideste, bruneste Dina det sidste stykke, da hun efter kun 4-5 dages tydelig sygdom blev røntgenundersøgt med kontrast, og undersøgelsen viste en stor cyste ved leveren. Dina havde fredag og lørdag kastet op flere gange og haft diarré. Vi valgte at se an og lade hende faste i lørdags, og søndag var hun noget mat i sokkerne, men kastede ikke op eller havde diarré. Mandag morgen tog vi til dyrlæge, og Dina fik væske i drop og et kvalmestillende middel. Aftalen var, at se an til tirsdag, og så kontakte dyrlægen igen, hvis kvalmen kom tilbage. Mandag hen på dagen virkede hun bedre tilpas, og hun spiste lidt skånekost. Men tirsdag morgen stod det klart for os, at Dina havde det værre igen. Hun kom til dyrlæge igen, men efter røntgen svar besluttede vi, at Dina ikke skulle lide mere. En efterfølgende obduktion viste, at det ville have været umuligt at operere med succes, og det var da også tydeligt for os, at Dina ikke orkede mere.
Dina er født her i huset og har boet her hele sit liv. Hun var en af de to tæver, vi valgte at få 4 kuld hvalpe på, fordi hun elskede at have hvalpe. Hun oplevede også at blive mormor flere gange, her hos os til Katlas T-kuld og Auras (Labrander Nixi) V-kuld. Begge gange var mormor Dina meget på banen, og hun nussede, puslede og holdt øje med de små, da de blev store nok til at futte lidt rundt. Dina havde vores Megan (Lab Treasure's Escada) som mor og Charlie (Mallorns Aldeberan) som far.
Dina var helt klart børnebørnenes favorithund. Hendes blide væsen gjorde, at de kunne lege hvad som helst med hende, uden at hun kom til at vælte dem eller være upassende på nogen måde. Hun var den allerbedste soveven, for både børnebørn og Amalie, og utallige hvalpekøber børn har 'lært' Dina at gå pænt i snor rundt om det store køkkenbord, når vi lige skulle have 5 minutters snak med forældrene. Dina var altid klar og har aldrig trukket i en snor. Hun fulgte pænt og logrende med de små, som så fik godbidder i lommen til at belønne hende med.
Dina blev kun 8,5 år, og hun skulle selvfølgelig have været her mange år endnu. Men vi er taknemmelige for at have haft hende, og også for at hun ikke havde en længere sygdomsperiode, hvor livet var hårdt og træls for hende. Hun gik glad og frisk med på skovturene så sent som i torsdags, og spiste sin mad med vanlig appetit og glæde. Vi savner vores brune bjørn meget, og vi glemmer hende aldrig. Nanna og de andre hunde i vores hjerter, som er rejst i forvejen, har helt sikkert taget godt imod Dina, som var elsket flokmedlem i vores lille flok i alle årene. Sov sødt, Dinamus.
Labrander Dina, så sød som chokolade (og mindre fedende), er Helens hund. Hendes vokseværk og anspændte ryg er næsten helt væk nu, men hendes rolige, kærlige væsen har hun da heldigvis stadig. Hun bryder sig IKKE om at blive skældt ud, og et NEJ sagt i en lidt upassende hård tone, kræver 10 minutters kysseri og kæl, før hun kan arbejde igen. Hun er utroligt sikker i apportering, men man kan godt nå at læse en hverdagsudgave af Politiken, før hun når hjem med en dummy. Den afleveres dog altid til hånd. Knap 14 måneder gammel begynder hun at ligne sin smukke mor, Megan, mere og mere af udseende. Hun er røntgenundersøgt og AA på hofter og 00 på albuer. Dina begynder at ligne en kommende avlstæve, selvom der er god tid til det bliver aktuelt. Hun er en fantastisk hvalpepasser og legekammerat for Nannas hvalpe.