Tæver i avl

Aura (Labrander Nixi) Vera (Lab Lover's Welcome to the Universe)

 

Emma (Labrander Xara)

Aida (Labrander AIda)

 
Sveske (Emshope New Girl In Town) 9 uger  
Pensionister

Dike (Labrander Dike)

Cleo (Labrander Cleopatra)

Pona (Labrander Epona)

Katla (Labrander Katla)

 
Isis (Labrander Isis)  
Hunde vi mindes!
Gaia (Labrander Gaia)
 
Gaia 15 uger Gaia 7 år
26.09.2017:
Vi har mistet vores lille gule humørbombe, Labrander Gaia født 30.01.2009, død den 26.09.2017. Gaia's forældre var vores Nanna (Gilhøj's Nuttede Nanna) og Dario (Lab Treasure's Dario) og hun havde 11 søskende. Det var vores 3. kuld med samme forældre, og vi valgte at beholde Gaia her, selvom vi i forvejen havde og har storesøster Pona (Labrander Epona) af samme kombination. En beslutning vi aldrig nogensinde har fortrudt.
Gaia var først og fremmest Amalie's hund, og det er Amalie, der både har trænet Gaia og udstillet hende med stor succes. Gaia var en meget klog hund, og Amalie fik da også lært hende en masse sjove tricks, som Gaia ivrigt viste frem for nye og gammelkendte gæster i huset. Hun kunne bl.a. give high five, high ten (med begge forpoter på en gang), hun kunne 'bang, du er død' tricket, som vores barnebarn Gro viste med Gaia ved sidste hvalpetræf, hun kunne 'hviske en hemmelighed', 'give a kiss' og ikke mindst sige som en fisk (gø uden lyd på)! Gaia var en festabe hele livet, og hver gang flokken fik et nyt medlem, viste Gaia stedets seværdigheder frem.
Amalie lærte i sin tid Gaia at sidde på en spisestuestol, når hun lavede lektier. Dette lille trick udviklede Gaia til nærmest perfektion. Hver aften, når vi var næsten færdige med at spise, startede Gaia med den stol, der stod længt væk i den anden ende af bordet. En for en fik hun alle stolene skubbet ud, indtil hun havde fri adgang til stolen ved siden af mig. Den satte hun sig så op på og havde dermed overblik over eventuelle rester, der let kunne bruges af en sulten lab. Vi kaldte det, at Gaia ville holde møde! Selvfølgelig er det dybest set en upassende opførsel, men hun gjorde det med så stor charme og behændighed, det yndigste udtryk og glimt i øjet, at det var rigtigt svært at stå for. Hvis Arne sagde, hun skulle gå ned, svarede hun igen, men hvis vi mente det for alvor, gik hun selvfølgelig ned.
Fra hun var stor nok til at nå op til kanten af køkkenbordet, har Gaia hver aften sat forpoterne op og kigget efter, om der var en lille kødrest skåret i små bidder klar på bordet, som hundene så får på deres aftensmad. Hun stjal aldrig noget, men hun kunne med sit kropssprog tydeligt fortælle de andre hunde, om der var lidt ekstra godt til aften til dem. Hele flokken reagerede med ekstra vimsen og glæde på Gaias signal, og ja, vi accepterede Gaias uopdragne adfærd i alle årene med hende. For os var det Gaias sjæl og personlighed, og vi elskede hendes små særheder.

Gaia har levet hele sit liv 'i overhalingsbanen', som vores (og Gaias) yndlingsdyrlæge altid har sagt. Han kommer i huset mindst 4 gange årligt og har hele Gaias liv lavet vaccinationer og sundhedstjek på både hende og de andre hunde i huset. Da næsevaccinen mod kennelhoste blev en fast årlig begivenhed her i huset, gemte vi altid Gaia til sidst. Nogle gange måtte Arne og Jannik nemlig lokke Gaia ind i et hjørne og insistere meget kraftigt på, at hun også skulle have den vaccine. Dyrlægen havde altid ekstra vaccine med, for nogle gange lykkedes det den lille gule at flytte snuden i sidste øjeblik, så vaccinen blev spildt. Både dyrlægen og Arne svedte bagefter, men dyrlægens faste kommentar bagefter var altid: Hun er fantastisk. Sådan en vil jeg også have. Eller: Dyrlæger kan godt tvangsfjerne hunde, så jeg tager hende med hjem nu! Andre gange lagde Gaia hovedet på Janniks skød og tog fromt og godvilligt mod vaccinen. Det var aldrig til at vide på forhånd, og sådan var det bare med Gaia.

Gaia var fantastisk med børnebørnene. Aldrig nogensinde upassende overfor dem. Messi legede i timevis bilgarage mellem Gaias forben, da de ikke var ret gemle, og hun lå som en sfinx fuldstændig stille med løftet hoved, så hun ikke rodede med alle de biler, han havde parkeret melem forbenene. Gaia kunne gå tur i snor med selv helt små børn, da hun ikke har trukket i snoren, siden hun var helt lille. Hun gik så pænt ved siden af de stavrende små børn, så det var en fornøjelse at se på.

Det seneste år har Gaia haft tiltagende problemer med gigt i forbenene. Laserbehandling, massage og kiropraktor har ikke rigtigt hjulpet, så det sidste halve år har hun dagligt fået en smertestillende pille. Vi ved jo godt, at det er hårdt for systemet at tage gigtmedicin, men hun havde alligevel nogle gode år også til sidst, hvor hun kunne holde til det aktive liv, vi ønsker for vores hunde.

I mandags hoppede Gaia højt for at få den første kiks af skraldemanden. Han kommer altid til hegnet i haven og har kiks med til vores hunde. Desværre faldt Gaia hårdt ned på ryggen og kom alvorligt til skade. Der var ingen brud på knogler, men Gaia havde meget ondt. Vi vidste godt, at hun havde fået en alvorlig skade, men vi håbede på, at det var muskelsmerter, der gjorde hende så skidt. Vi forsøgte derfor at behandle smerterne med forskellige midler. Vi var hos Gaia hvert sekund det sidste døgn, og selvom vi måske kunne have kørt efter en MR-skanner i Århus, hvor vi evt. kunne have fået vished for, at der formentlig var en blødning i leveren, så valgte vi ikke at køre længere end til egen dyrlæge i Ringkøbing. Gaia skulle IKKE dø alene bagi vores bil på vejen til Århus, hvor de formentlig ikke kunne have gjort andet, end at konstatere en indre blødning. Gaia sov ind i vores arme tirsdag middag, smertedækket og rolig, og med sin elskede flok i huset. Sådan valgte vi, at det skulle være, og vi fortryder ikke det valg, selvom vi savner hende usigeligt meget. Amalie har mistet sin elskede lille hundehvalp; vi har mistet vores solstråle i flokken. Vi glemmer hende aldrig. Løb stærkt og frit, Gaiamus.
Unika (Labrander Unika)

08.06.2016

De sværeste historier at fortælle på hjemmesiden, er altid de sider, der handler om hunde, vi savner. Det allerværste er nok at skrive om hunde, vi mistede alt for tidligt. Det har taget os mere end en måned at nå til at kunne skrive om vores smukke, skønne Unika, som kun blev 17 måneder gammel, og som vi måtte sige farvel til den 08.06.2016. Unika var mormor Nannas udvalgte hundehvalp til mig. Hun skulle hjælpe med at fylde tomrummet efter Nanna, men hun var så meget mere end det. Hun var den smukkeste hundehvalp, vi nogensinde har haft, både indeni og udenpå. Hun var blid, men aldrig frygtsom. Hun var smuk og elskede at vise det frem i udstillings ringen, hvor hun både opnåede at blive Dansk Juniorvinder i Herning i november 2015, og den 01.05.2016 vandt hun juniorklassen for tæver i Roskilde, og dermed skaffede hun os chancen for at komme en tur til Birmingham og opleve Cruft, som er verdens største hundeudstilling. Vi glædede os helt vildt allerede og havde lagt mange planer for turen til marts 2017. Men livet kan bare være hårdt af og til, og det har vi så lige oplevet på 1. række.

Unika haltede på et bagben et par gange efter Roskilde udstillingen. Ikke meget og ikke konstant, men nok til at vi besluttede, at det skulle undersøges ordentligt. Først ved Christian Hembo fra Magtor, hvis evner vi stoler rigtigt meget på, men derefter på hans anbefaling en dygtig ortopæd i Århus. Desværre viste det sig, at hun havde ødelagt korsbåndet i begge knæ. Vi havde planlagt operation, først i det ene ben, genoptræning af dette, og siden efter ca. 12 uger, operation i det andet ben. Takket være omsorgsfulde og kærlige hvalpekøbere, havde vi strikket et program sammen, så Unika uden for meget belastning i flokken, kunne bytte plads med et par enebarnshunde i en periode, så hun kunne få ro efter operationerne.

Vi besluttede dog, at vi ville få en ’second opinion’ fra Ken Lindeblad på Faxe Dyrehospital, da Ken er den mest erfarne ortopæd, vi kender til, og samtidig er en dyrlæge, vi stoler meget på. Ken fortalte os, at Unika aldrig ville kunne bruges i avl efterfølgende. Hun ville, som han udtrykte det, ikke blive ’stangsmart’ i en udstillingsring efterfølgende, da man ved operationerne ville ændre stillingen i begge knæled, men værst af alt så ville hun formentlig ikke kunne holde til livet i en hundeflok på længere sigt. Vi kunne have valgt at operere, og derefter have foræret Unika til et meget roligt hjem, hvor vi så kunne have fået et løfte om, at de ville give hende smertestillende resten af livet, hvis eller rettere når der blev behov for det, men vi kunne ikke bære at gøre det. Der var desværre allerede tegn på gigtforandringer i begge knæled, og som jeg kender på egen krop og i egne knæled, så er det en smertefuld og rigtig træls tilstand. Der kunne have været gode dage eller uger, i heldigste fald et par år uden for mange smerter, men vi kunne ikke byde hende det. Og heller ikke os selv, da det ville være som at miste hende lidt ad gangen over en længere periode. Og til sidst se hende flytte herfra, måske til en anden del af landet, og evt. aldrig se hende igen. Vi kunne ikke holde tanken ud. Så vi valgte at lade hende sove ind, i Arnes arme, og det er nok den sværeste beslutning, vi har måttet tage i vores 10 år som opdrættere af Labrador.

Hun var en lille solstråle i vores liv. Allerede en dygtig apportør og en meget træningsvillig hund. Hendes kærlige sind ramte alle, som kom her i huset, og mange har grædt med os den sidste måneds tid. Kan stadig se for mig, hvordan hun brugte Carsten fodstøtte (Carsten sidder i el kørestol pga. sklerose og kommer sammen med sin Jane til træning herude her søndag), til at kravle op på skødet af ham, putte sig ind til ham og slikke ham på kinden. Alle hunde har deres helt egen måde at være på. Det har de 6 hunde, vi har her i vores kennel, og det har hver eneste gæst i vores hundehotel, men Unika var ren sødme i vores øjne. Det trøster mig lidt at tænke, at hun nu igen hviler i mormor Nannas favn, som hun gjorde den første tid i livet, men udover det er der ikke meget trøst. Det var bare helt urimeligt, at det gik sådan. Heldigvis har hun sat spor, som aldrig forsvinder i vores verden. Heldigvis havde vi valgt at tage en halvsøster til hende fra og beholde her fra vores sidste kuld, og vi tror hun har mange af de samme kvaliteter, som Unika havde. Men hun er heldigvis helt sin egen også, og erstatte en anden hund kan man jo aldrig. Heldigvis er der plads til mange hunde i hjertet. Unika har en plads, og det vil hun altid have. Tak til alle omkring os for trøstende ord, tårer, forståelse og varme. Det betyder så meget for os, at andre end os forstår, at en hund ikke ’bare er en hund’ i vores verden.

 
Dina (Labrander Dina)
27.10.2015
Vi har den 27.10 måttet følge vores blødeste, blideste, bruneste Dina det sidste stykke, da hun efter kun 4-5 dages tydelig sygdom blev røntgenundersøgt med kontrast, og undersøgelsen viste en stor cyste ved leveren. Dina havde fredag og lørdag kastet op flere gange og haft diarré. Vi valgte at se an og lade hende faste i lørdags, og søndag var hun noget mat i sokkerne, men kastede ikke op eller havde diarré. Mandag morgen tog vi til dyrlæge, og Dina fik væske i drop og et kvalmestillende middel. Aftalen var, at se an til tirsdag, og så kontakte dyrlægen igen, hvis kvalmen kom tilbage. Mandag hen på dagen virkede hun bedre tilpas, og hun spiste lidt skånekost. Men tirsdag morgen stod det klart for os, at Dina havde det værre igen. Hun kom til dyrlæge igen, men efter røntgen svar besluttede vi, at Dina ikke skulle lide mere. En efterfølgende obduktion viste, at det ville have været umuligt at operere med succes, og det var da også tydeligt for os, at Dina ikke orkede mere.
Dina er født her i huset og har boet her hele sit liv. Hun var en af de to tæver, vi valgte at få 4 kuld hvalpe på, fordi hun elskede at have hvalpe. Hun oplevede også at blive mormor flere gange, her hos os til Katlas T-kuld og Auras (Labrander Nixi) V-kuld. Begge gange var mormor Dina meget på banen, og hun nussede, puslede og holdt øje med de små, da de blev store nok til at futte lidt rundt. Dina havde vores Megan (Lab Treasure's Escada) som mor og Charlie (Mallorns Aldeberan) som far.
Dina var helt klart børnebørnenes favorithund. Hendes blide væsen gjorde, at de kunne lege hvad som helst med hende, uden at hun kom til at vælte dem eller være upassende på nogen måde. Hun var den allerbedste soveven, for både børnebørn og Amalie, og utallige hvalpekøber børn har 'lært' Dina at gå pænt i snor rundt om det store køkkenbord, når vi lige skulle have 5 minutters snak med forældrene. Dina var altid klar og har aldrig trukket i en snor. Hun fulgte pænt og logrende med de små, som så fik godbidder i lommen til at belønne hende med.
Dina blev kun 8,5 år, og hun skulle selvfølgelig have været her mange år endnu. Men vi er taknemmelige for at have haft hende, og også for at hun ikke havde en længere sygdomsperiode, hvor livet var hårdt og træls for hende. Hun gik glad og frisk med på skovturene så sent som i torsdags, og spiste sin mad med vanlig appetit og glæde. Vi savner vores brune bjørn meget, og vi glemmer hende aldrig. Nanna og de andre hunde i vores hjerter, som er rejst i forvejen, har helt sikkert taget godt imod Dina, som var elsket flokmedlem i vores lille flok i alle årene. Sov sødt, Dinamus.
 
Nanna (Gilhøj's Nuttede Nanna)
26.03.2015:
Gilhøj's Nuttede Nanna, Helens elskede Nanna-hund, dronningen af No, måtte torsdag den 26.03.15 følges det sidste stykke til de evige jagtmarker. Nanna var lige fyldt 11 år den 20.03, og de sidste uger har vi med sorg set Nanna blive dårligere. Hun fik stadigt sværere ved at rejse sig fra liggende stilling, og de sidste dage måtte vi hjælpe hende op at stå. Hun kunne ikke længere selv komme op af trappen til soveværelset eller ind i bilen. Hun havde tabt en del muskelmasse, og vi syntes ikke længere, det var værdigt at være Nanna-hund. Som en meget god veninde sagde til mig: 'Nu er vi måske snart der, hvor det er mere synd for Nanna end for Helen.' Og det havde hun ret i. Savnet efter Nanna er ubeskriveligt, og selv med 7½ (Unika er Nannas barnebarn, 14 uger gammel, og derfor ½) er huset tomt uden Nanna. Nanna døde, som hun havde levet, i mine arme, tæt på Arne, og med hjælp fra sin yndlingsdyrlæge, Jannik.

Nanna var, som mange af Jer ved og har givet udtryk for, en helt speciel hund. Hendes fysik var imponerende, hvilket hun beviste allerede ved 1. kuld, hvor hun fik 14 hvalpe. Efterfølgende fik hun 10, 12 og 11 hvalpe, før hun blev pensioneret fra avl. Hun har aldrig mistet en hvalp eller fået en dødfødt. Hun har fået utallige børnebørn og 3 kuld oldebørn. Til 10 års fødselsdagen fik hun lov at passe 10 små moderløse springerspaniel hvalpe, som hun holdt liv i og stimulerede til at drikke af sutteflaskerne, indtil der blev fundet ammetæver til dem. Nanna har lavet en førerhund, Henrik's Wimsey (fra E-kuldet) og 2 af hendes hvalpe + et barnebarn er færdigtrænede og arbejder som servicehunde (hjælpehunde til handicappede).

Nanna var en meget dygtig driver på drivjagter og en glimrende apportør. Hun var en social begavelse, og hun var lige dygtig til at få den meget bange, forsigtige hund i hundehotellet ud og gå tur, som hun var til at dæmpe de værste 'bøller'. Hun deltog altid i pasningen af alle hvalpe i huset, pudsede, nussede, vaskede og legede med dem. Både sine egne hvalpe og børnebørnene kunne hun finde på at fodre med dejlig opvarmet mormormad, når hun gylpede sin egen mad op til dem.

Nanna vidste altid om morgenen, ofte før jeg selv gjorde, om det var en skidt eller en god dag for min gigt. Hun kunne aflæse mit humør, og når jeg var ked af det eller havde ondt, mærkede jeg Nannas snude i min knæhase, hver gang jeg stoppede op. Hun fulgte mig overalt og var altid med i bilen på handel, til lægebesøg, når jeg kørte med post eller besøgte venner og familie. Jeg skulle altid se efter, før jeg lukkede en dør, at Nannas snude ikke kom i klemme, for når jeg forsøgte at gå i bad uden hende, gå på kontoret eller andre steder, så kunne hendes snude lukke enhver dør op. Hun kunne i øvrigt åbne døre både indad og udad, når det passede hende.

Mit barnebarn Gro på 3½ år, besøgte jeg i onsdags i Århus, fordi vores søn fyldte 30 år. Jeg havde en gul plastik labrador med til hende, og da vi spurgte, om hun kunne se, hvem den lignede, kom det prompte: Farmors Nannahund. Da vi så spurgte hende, om den skulle hedde Nanna så, sagde hun: 'Der findes kun 1 Nannahund'. Så klogt og alligevel simpelt er det, og Gro har helt ret. Der kommer aldrig en ny Nanna-hund i mit liv. Men lille Unika, Nannas barnebarn fra sidste kuld, har siddet på mit skød og slikket tårer af mine kinder, så jeg håber og tror, at jeg med årene kan få mig en ny følgesvend i Unika.

Tak til Kennel Gilhøj, fordi jeg måtte få Nanna i sin tid. Hun har betydet så meget mere, end jeg kan udtrykke med ord. Vi græder stadig meget, men snart vil vi begynde at fejre hendes liv og alle de fantastiske minder, vi har. God rejse, Bananna. 

Megan (Lab Treasure's Escada)

Den 03.04.2013 blev en sorgens dag her hos os. Vores allerførste avlstæve, Lab Treasure's Escada, vores Megan, (Meganmule, Mulen, Mek-Pek, Baloo, Mulemek og Bodil) måtte sendes af sted på sin sidste rejse. Megan havde formentlig haft en mindre hjerneblødning natten til i går, og det var helt tydeligt for både Arne og jeg, at Megan nu gerne ville have fred. Hun sov ind med hovedet i mit skød, uden angst eller smerter, så fredeligt og værdigt, som vi skylder vores 4-benede bedste venner i verden. Jeg ville gerne fortælle om alt det, Megan har betydet og fortsat vil betyde for os, men jeg magter det ikke endnu. Hun lærte os så meget, hun var som yngre husets festabe, som valgte den yngste hund i huset og satte gang i den, for så var hun sikker på snart at få sin mad/skovtur/action i en eller anden form, som hun syntes, ville være hyggeligt snart at komme i gang med. Hun fødte sine 2 første kuld i vores lædersofa, fordi vi havde læst i bøgerne, at man endelig ikke måtte forsøge at flytte en tæve i begyndende fødsel, så sofaen blev omhyggeligt pakket ind i sorte plastposer og en masse gamle håndklæder, så Megan kunne føde der, hvor hun tilsyneladende ønskede det. Hun har formentlig grinet lidt i skægget af os, og nu ved vi jo godt, at havde vi begge to sat os ved fødekassen, så var Megan med garanti kommet til os, men dengang havde vi kun den erfaring, man kunne læse sig til. Megan var en hund med personlighed - ikke så mange hunde ville vi sige det om, men Megan havde det altså. Hun var dronning i No, da hun flyttede hertil, og selvom Nanna senere overtog det praktiske arbejde som flokchef, så havde Megan en meget høj og sikker status. Vi kommer til at savne hende forfærdeligt meget, men vi trøster os med, at hun havde et skønt og langt hundeliv her hos os og kom herfra med værdigheden i behold. Vi glemmer hende aldrig.